Så var der fest igen.

Søndag den 11.oktober afholdtes i klubbens lokaler den årligt tilbagevendende begivenhed: ”Gensynsfesten”. Og jeg skal love for, at der var rigeligt af begge dele – såvel gensynsglæde, som fest! – mellem de næsten 60 indtegnede medlemmer i klubben den aften.

Undertegnede, der under vores snart 16-årrige faste ophold på kysten har været medlemmer af klubben i længere eller kortere perioder, syntes det var på tide på ny at føle klubben på tænderne ( grundet ikke mindst nye udfordringer i klubregi) – og vi skal love for, at der var smæk for skillingen!

Allerede ved ankomsten mellem kl.18 og 19 var forventningerne og stemningen høj. Tanken om at gense og hygge sig med de gamle fæller under indtagelse af chef-kok Emmas aldrig svigtende (har vi hørt) kulinariske præstationer, akkompagneret af Egon Kjers efterhånden legendariske keyboard, var nok til at møde op i solskinnets tegn på en varm efterårsaften.

Med formandens velkomst og den traditionelle ”nationalsang” blev festmåltidet åbnet. Der blev serveret en herlig anretning af røget laks. Herefter en gudbenådet kombination af rødt oksekød og stegt svinekam med dertil varieret og fint afstemt garniture og til sidst en frugtanretning med cremesovs ”a la Costa del Sol de otoño”. Kødet i begge versioner var ikke bare saftigt og mørt: den havde fylde og smag, der ville tilfredsstille selv den mest kritiske gourmet! – 5 kokkehuer til Emma!!

Med sit brede repertoire (som skabt for alle os med ungdommens sind i alderdommens vår) og med sin vante konduite og sans for timing, skabte Egon i aftenens løb den stødt stigende feststemning, der efter kaffen og cognacen kulminerede med  glade dansere på et besat dansegulv omkring det grønne billard bord – ”ægte rødt” på dansegulvet! Dén spillemand ta´r kegler og kan gøre selv den tristeste glad. – 5 keyboards til Egon!

Tak til Den Danske Klub i Torre del Mar  og dens arrangører for en glad aften – vi kommer selvfølgelig igen næste gang – ¡claro que si!

Linda og Gert, Cómpeta

 

2009gensyn2
2009gensyn1
2009gensyn3
2009gensyn4