MARIÆ BEBUDELSESDAG

2.tekstrække

Dagens tekst
Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
– som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Prædiken

Har du nogen sinde været på Herrens Mark?

Ja jeg spørger igen. Har du nogen sinde været på Herrens Mark?

Vi giver engang imellem udtryk for, at vi kender stedet.

Sådan siger vi i hvert fald.

Man kommer ind gennem en åbning i hegnet, der hvor der sidder en lille låge på to hængsler på siden af stolpen med det lille skilt.

”Herrens Mark” står der på skiltet, og det skal forstås helt bogstaveligt og som en advarsel, for som der står længere ned på skiltet, så gælder almindelige regler ikke, når man først er kommet igennem hegnet. Menneskeforstand og logik, snusfornuft og bedreviden for slet ikke at tale om vanetænkning kan ikke bruges på Herrens Mark og vil ikke hjælpe en på vej og vil i givet tilfælde kun føre til fuldstændig vildfarelse og tab af al orientering.

Paulus kendte godt Herrens Mark, som vi har hørt det læst lige før fra alteret.

Han kendte den særdeles godt og han vidste, at her skulle man følge og lade sig vejlede af helt andre tanker og vilkår, end hvad man normalt gør brug af.

Det er ikke følelser, der skal styre én, det er en slags baglæns tænkning, en tænkning der satte al tænkning på hovedet, det er en anderledes tænkning, en tænkning, der gør visdom til ikke-visdom, en tænkning der ikke gør visdommen til dumhed, men til ikke-visdom, for der er ingen visdom i kristendommen!

Det vidste Paulus som sagt godt, og han siger det tydeligt og klart i dagens epistel -i det brev han skrev til menigheden i Korinth.

Der er en Guds visdom i kristendommen, men den er helt forskellig fra menneskers visdom.

Jøderne kræver tegn og grækerne kræver visdom, og det er så det.

Det er tydeligt at læse i hans brev, at menigheden i Korinth har skrevet ham et brev fuld af spørgsmål om både det ene og det andet.

Det fremgår også af brevet, at de har tumlet med spørgsmålet om, hvordan det nye, Paulus havde lært dem, om at Kristus som korsfæstet var en Gud kraft til frelse for enhver, som tror, hvordan denne store begivenhed forholdt sig til visdommen - tidens store interesse og samtaleemne.

Visdommen, indsigten, erkendelsen, fornuften, det logiske, alt det som vi kender så godt fra vor egen verden, var på Paulus’ tid, og ikke mindst i en moderne by som Korinth, dagens samtaleemne og noget alle måtte forholde sig til, men nu havde Paulus trukket dem ud på Herrens Mark med alt det, han havde fortalt dem, og nu var de, efter at han var rejst, rigtig på Herrens Mark, for hverken visdom erkendelse eller fornuft kunne bruges til noget.

De var forvirrede for de vidste ikke, at der i kristendommen ligger en mark, som trods indhegning giver adgang for alle. Men at man inden man går ind på marken, må læse skiltet, der sidder ved lågen ind til marken, skiltet der med store bogstaver meddeler, at her inde på Herrens Mark findes der ingen viden.

På Herrens Mark findes der kun tro.

Her kan man ingen ting vide, man vil ikke have forstand på noget af det, man ser og oplever. Så hvis du ikke kan leve uden, at du ved det hele, skal du ikke gå ind på marken.

Her holder nemlig al viden op.

Fundamentalister er det ikke forbudt, men heller ikke tilrådeligt at gå over marken.

For fundamentalist er man nemlig, når man vil vide alt og kun føler sig sikker, når man mener, at man ved, hvordan alle ting er. Går man alligevel ind på Herrens Mark og vil bruge sit fundamentalistiske kompas, så bliver man både blind og døv, og kompasnålen peger i alle retninger og for ikke at gå helt vild og komme i ulykke, må man have en engel ved hånden til at føre én ud fra Herrens Mark

Hvad møder der os så der inde på Herrens Mark. Hvad er det for forunderlige beretninger, vi hører, og hvad er det for billeder, vi ser?

Det er vor vestlige verdens største historie, vor civilisations grundfortælling, vi får at høre og vor kunsts fremste billede, vi får at se.

Vi hører en glædelig historie om kvinden, der får sit svangerskab at vide og bliver jublende glad og føder sin søn under himmelsk jubel, og vi hører en grusom historie, om hvordan hun mister sin søn og endelig en glædelig historie om, hvordan alt liv på forunderlig vis vender tilbage til mennesket og verden.

Vor verden rummer her på Herrens Mark en beretning, som fortæller at det ender godt. Trods krig og mord, sult og nød, had og ondskab, så ender det godt i opstandelsens kærlighed. I livets kraft og herlighed.

Det er en historie som ingen visdom eller fornuft, logik eller bedreviden kan opvise eller tør udtænke. Det er historien om livet, og det er historien, om hvordan Gud blev menneske, og for at tro på den historie skal man være på Herrens Mark.

Historien, om kvinden der får at vide at hun er gravid, er kort fortalt, at den gamle præst Zakarias boede sammen med sin hustru Elisabeth, der var i familie med Jesu mor, i en by oppe i Judæas bjerge, lidt uden for Jerusalem.

De var begge to højt op i årene og barnløse, ganske som det i sin tid var med Abraham og Sara.

En dag Zakarias var gået ind til Jerusalem for at passe sit arbejde som præst i templet i Jerusalem og netop var på vej ind i templet med røgelsesofferet, stod englen Gabriel foran ham.

Da Zakarias var kommet sig af forskrækkelsen, fortalte Gabriel ham, at Elisabeth hans kone, der var højt op i årene, ville føde ham en søn, og de skulle kalde han Johannes, og hans skulle blive til stor glæde for hele folket og blive kendt under navnet Johannes Døber, for han skulle døbe Jesus.

Zakarias kom med indvendinger. Han troede ikke på, hvad Gabriell sagde, men Gabriel slog ham med stumhed, og Zakarias måtte drage hjem uden at kunne tale.

Hjemme havde Elisabeth, på forunderlig vis fået det samme at vide som Zakarias og gik nu og frydede sig over at "barnløshedens skam" var taget fra hende.

Et halvt år senere kommer englen Gabriel til Nazaret oppe i Galilæa for at besøge den unge Maria, der som sagt var en kusine til Elisabeth nede i Judæas bjerge.

Englen kom til Maria og fortalte hende, at hun var gravid, og at hun skulle føde en dreng "..og du skal kalde ham Jesus.”

Han skal kaldes den ophøjedes søn, og Gud skal give ham hans stamfader Davids trone, og han skal herske over Jakobs folk gennem alle tider." Sagde englen Gabriel.

Få dage senere drog Maria op i Judæas bjerge til den by hvor Zakarias og Elisabeth boede.

Og da hun nåede frem, møder hun Elisabeth i døren ind til huset, hvor de boede og hilste hende med ordene: "Fred over dig!"

Da mærkede Elisabeth, at barnet begyndte at sparke af glæde, og hun blev så glad for Maria og barnet og Zakarias og det hele, at hun omfavnede Maria og udbrød: "Velsignet blandt kvinder er du, og velsignet være barnet i dit skød."

Her begynder så dagens tekst.

For nu sang Maria sin sang: "Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser; thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde."

Og så fortsætter hun med en salme fra det gamle testamente, der priser Gud og fortæller om, hvilke store ting han gør mod sit folk.Her begynder kristendommen.

I dag begynder kristendommen.

Nu, hvor dagene bliver længere og solen kommer højere på himmelen, for hver dag der går, taler teksten til os om det, der skal komme.

Om Jesu fødsel.

Han skal fødes som lys i mørket, men undfangelsen i dag hører foråret og lyset til.

Vi kan ikke se om på den anden side - ned der - hvor efteråret slutter. Der hvor vi tænder de mange lys i de korte dage.

Sommeren er som en stor bakke, vi ikke kan se hen over, men vi ved, at vi til den tid skal synge "Et barn er født i Betlehem - forvundet er nu al vor nød!"

Men i dag synger Maria sin forårssang om Gud, der har set til hende og givet hende et barn.

Tredive år senere skal den ikke længere unge Maria stå med den dybeste fortvivlelse over det, der er ved at ske med hendes søn.

Johannes Døber har de henrettet, og nu i den kommende påske, vil de gøre det samme med hendes søn, Jesus.

Hun forstår det ikke og er grebet af sorg og angst og stor fortvivlelse.

Det er det store drama om fødslens glæde og fortvivlelsen over døden, vi her får fortalt i historien om Maria.

Marias glæde og fortvivlelse er alle menneskers glæde og fortvivlelse.

Vi ved nu, hvorfor hun bryder ud i sang, da hun møder Elisabeth, men vi ved også, at der kommer sorg og smerte, når drengen bliver kvast i denne verdens "visdom".

For det er "visdommen", der kvaser os.

Det skrev Paulus om i sit brev til menigheden i Korinth, sådan som det allerede er sagt.

"Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikens dårskab at frelse dem, som tror."Det er så denne frelse Mariæ bebudelse, julen og påsken prædikener.

Det er den prædiken, som slet ikke kan forstås inden for menneskers visdom, det er den prædiken, der er Guds visdom, nemlig at Gud besluttede i sin kærlighed, at frelse alle fra deres visdom.

At han besluttede at frelse alle ikke gennem deres visdom, men igennem denne Marias glæde og sorg, igennem kærligheden, igennem Jesu fødsel og Jesu død.

Det var så lidt om Herren Mark, nu vender vi tilbage til egne marker, men vi husker historien

Amen

MIDFASTE

Dagens tekst

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Prædiken

Det var længe før kartofler og tomater, ris og spagetti var kommet til landet.

Det var dengang, man dyrkede korn på markerne og malede det til mel og bagte brød og spiste det med linser og dadler og måske med et stykke kød.

Den verden, som engang for mange år siden foretog den store ændring fra jæger og samler til fastboende agerdyrker, blev til en stor og rig verden, der levede af brød. Korn blev den store værdi i verden. Det var korn, man dyrkede, det var korn man transporterede, og det var korn, man handlede med.

Korn var de store flodkultures rigdom, for korn havde stor holdbarhed, hvis man sørgede for at opbevare det på den rigtige måde, og korn kunne transporteres over store afstande og korn kunne holde mange mennesker i live, når det blev bearbejdet til mel og bagt til brød.

Vand og brød var nok en straf, men straffen udtrykker også, hvad et menneske måtte have for at kunne opretholde livet.

Man tegnede et kors i brødet, før det blev sat i ovnen for at blive bagt. Det gjorde man for at velsigne brødet, men også fordi der var velsignelse i brødet.

Hvad kunne det ikke betyde, om man på rejsen fandt et lille stykke brød på bunden af sin pose og stillede sin sult, så man fik kræfter til at gå det sidste stykke vej, før natten faldt på.

Og hvad betød det ikke, at dele brødet med en anden.

At brække brødet og række den anden et stykke med hård skorpe, som han kunne tygge og gumle på, til vandet drev ham af munden. Det blev et fællesskab, der kunne betyde livet for dem begge og som bandt og forbrødrede.

Den, man havde delt brød med i nødens stund, svigtede man ikke.

Også længe før kartofler og tomater, ris og spaghetti havde nået vor verden, var man blevet enige om, at når man skulle bede for dagen og livet, så skulle det hedde: "Giv os i dag vort daglige brød,” og det blev så den fjerde bøn i Fader Vor, den bøn som Jesus selv lærte sine disciple at bede, og som i dag er at finder i Mattæus-evangeliets kapitel 6.

Luther skriver i sin lille Katekismus om denne fjerde bøn i Fader Vor.

"Hvad forstås da ved det daglige bred?" Og han giver selv følgende svar:

"Alt hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejr, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan"

For Luther, der heller ikke kendte til kartofler, tomater og kaffe, betød brødet i denne bøn ikke bare den daglige mad. Den fjerde bøn i Fader Vor er nok en bøn til Gud om ikke at komme til at sulte, men det er også en bøn om, at livet må lykkes.

Det er en bøn, som handlede om det, vi i dag kalder livskvaliteter, at de kvaliteter, som også vi sætter højt, ”gode venner, godt arbejde, penge, sko og en god og kærlig familie”, at alt det må være indeholdt i den lille sætning "giv os i dag vort daglige brød”.

Så enkelt kan det siges, for brød betyder ikke bare det, der ligger hos bageren på hylden. Sigtebrød og grahams, fransk bondebrød og trekornsbrød, sønderjysk osv., det er brød, som vi godt ved er en del af vort liv, men brød betyder også liv slet og ret. Det vidste vi også, før vi i dag kommer til at tale om det.

”Brød til verden" stod der for år tilbage på plakaten, og alle viste, at det betød andet og mere end blot det at tømme lagrene og sejle det hele til Afrika eller hvor, der nu måtte være behov. 

"Brød til verden" var netop en opfordring til det som Luther siger i sin forklaring til den fjerde bøn.

Lad os ikke blot selv være glade for alt det, vi får hver dag, men lad os dele det med de andre, så de også hver dag kan sige tak for fred, sundhed, mad og drikke, gode regeringer og sko.

Sådan er det med det daglige brød, sådan er det med brødet. Sådan kender vi det, sådan bruger vi det, sådan er det en anden måde at tale om livet på.

Der er i Johannesevangeliet en række tegn.

Tegn, som skal være tegn på, hvem Jesus er. At han er den Guds søn som er sendt til menneskene og dermed er den kærlighed Gud nærer til menneskene, og som han grundlæggende har lagt ind i verden. Det er nemlig Gud og ikke Darwin og evolutionen, der har lagt kærligheden ind i verden! Evolutionen står for både dit og dat, bevares, men kærligheden kommer fra Gud. Gud er ånd og ingen har set Gud, men kærligheden kender vi, og det er, hvad vi kalder Gud.

Disse tegn hos Johannes gives ikke som mirakler, men er at forstå som tegn på, at Jesus er sendt af Gud.

Det første tegn kender I, det er der, hvor Jesus i selskab med sin mor er til bryllup i Kana'an og i nødens stund forvandler vandet i krukkerne til vin.

Et andet af de syv tegn er, da han opvækket Lazarus fra de døde, og som et tredje tegn har vi tegnet, der berettes om i den tekst, der findes lige før dagens tekst, der hvor det fortælles om de femtusinde mennesker, der bliver mætte af de fem brød og de to fisk.Tegnene efterfølges af en samtale, som redegør for begivenheden som et tegn. Hvad tegnet er et tegn på, så at sige.

Det er denne samtale, som er dagens tekst.

Diskussionen eller samtalen handler om, at folkemængden opsøger Jesus i Kapernaum på den anden side af søen, og vil have endnu et tegn, de vil bespises endnu engang.

De siger til Jesus, at han skal gøre det igen, at han skal gentage denne store nadver.

Det skal være lige som dengang Moses stod i spidsen for det israelitiske folk på den fyrre år lange rejse igennem Sinai ørken.

Da de var kommet i nød, fordi forsyningerne var sluppet op, og sulten havde meldt sig, kom de til Moses og hans bror Aron og beklagede sig og sagde: "Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte. Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult!”

Men Gud forbarmede sig over dem, og hver morgen inde solen kom for højt på himmelen, kunne de samle mannaen sammen, der lå som dug på ørkenens sand.

"Det lignede hvide korianderfrø”, står der i Det gamle testamente, "og det smager som honningkage".

Sådan syntes jøderne, det vil være passende, at Jesus, som en ny Moses frelste dem for den daglige bekymring for, om der var brød i skabet, så de ikke længere behøvede at bede bønnen: "Giv os i dag vort daglige brød!"

Men Jesus afviser dem og siger om sig selv, at han er det brød, der er kommet ned fra himlen, fra Gud, og at han skal frelse dem.

Ikke frelse dem fra den daglige sult, men frelse dem i det liv, de lever med de andre og med sig selv.

"Jeg er livets brød, den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørsten.

Der er en leg med ord og begreber, der skal forstås, ganske som man forstår et digt.

Lige som vi forstod, hvad det betød, og hvad der lå i det omtalte slogan om ”Brød til verden”, så skal vi her ane, hvad der ligger i det forhold, at Jesus er livets brød.

At vi skal forstå, at det vi beder om i den fjerde bøn, er det, som Luther lægger i sin forklaring, når han siger, at det brød, vi daglig har brug for, er fred og sundhed, mad og drikke, gode naboer og sko, og at alt dette nok er udtryk for Guds kærlighed, men også er udtryk for menneskers kærlighed til hinanden eller som Jesus siger, når han bliver spurgt om det største bud i loven: ” Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Du skal elske din næste som dig selv.

Guds kærlighed er bagt ind i det brød, der rækkes ned fra himlen. Guds kærlighed går som nåde og velsignelse igennem hele livet og gør menneskets kærlighed mulig.

Kærligheden og nåden gør livet muligt.

Gør det muligt at leve.

Denne kærlighed og nåde er som brødet noget absolut nødvendigt at modtage og at give videre.

Vi taler her om livets brød ikke sultens brød. Ikke det brød der stiller sulten, men det brød der tilfører livet den evne, at det kan leves, så vi kan modtage det daglige brød:

mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejr, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan"

For det er ingen selvfølge, at det er sådan!

AMEN

3.søndag i fasten

Dagens tekst
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

Prædiken
Det er en irriteret Jesus, der tager ordet her i dagens tekst.
Det er vrede ord.

”Hvorfor forstår I ikke hvad jeg siger?” Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster

Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.”

Godt ord igen.

Hvorfor taler du, Jesus, så vredt og med så hårde ord til os og siger, at vi har Djævelen til far, og at vi kun lytter til hans løgne?

Skulle vi have taget ham som rollemodel? Er det det du mener?

Eller er det bare dårlig påvirkning?

Har vi lært løgnen af ham?

Vi har vel alle en tilbøjelighed til at springe over hvor gærdet er lavest og klare os i en snæver vending med en lille løgn, en lille hvid en af slagsen, er det ikke sådan de alle gør, men er det ikke ret menneskeligt. Herre Gud. Vi er vel kun mennesker.

Ja netop mennesker!

Står der ikke i skriften, at vi er skabt som mennesker, som mand og kvinde og i Gud billede?

Dengang må Gud vel have været klar over, hvad han gjorde. Han må have vidst, at der smuttede små skævheder med ind i processen.

Jeg synes nok, vi kan anføre at Gud må være medansvarlig for, hvordan vi er, og hvordan det er gået os. Og nu siger du, at vi har Djævelen til far! Hvordan hænger det sammen.

Hvor kommer han fra denne Djævel?

Er han også med i processen, er han også en del af skaberværket?

Det var ikke helt klogt gjort at invitere ham inden for, men det er der nok andre, der førhen har gjort opmærksom på.

Nej nej, det var ikke frækt ment, men du kan godt se, at hvis vi skal hænges ud med alt det, du der bebrejder os, ja anklager os for. At vi er nogle tossehoveder, som har Djævelen til far og lytter til hvad en morder lyster, og ikke forstår, hvad du siger, ja at vi skulle gå løgnens veje, så er vi nødt til at tage til genmæle og søge at rette opmærksomheden andre steder hen.

Vi skal også være her, Jesus, med det der er vores og sådan som vi er!

Vi tvivler ikke på, at du kender vejen og sandheden, og kan vi finde den vej, og kan vi forstå den sandhed, så vandre vi gerne den vej og så lytter vi gerne til den sandhed, men du siger ind imellem så underlige ord, som det kan være svært at forstå, og vi er jo nødt til at kunne forstå, hvad du siger, for at vi kan gøre, som du siger ellers står vi jo bare der og ved ikke hvad vi skal tro og gøre, og så er det jo, at der kan snige sig en lille tvivl ind om, hvem det egentlig er vi lytter til, og spør’ man så præsten, ja de bare taler og taler og gør sådan og sådan.

Som nu det der med trosbekendelsen, nu vi taler om løgnen og Djævelens værk. Tror du, det er helt nemt med den mærkelige historie, som præster har lært os at sige, men som er så underlig. At vi skal sige, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Nej nej det er ikke for at sige noget, nej nej, men den begynder jo netop med Djævelen. Hvorfor kommer han først.? Det er vel ikke ham, vi skal tale om.

Hvem har lukket ham ind i en trosbekendelse?

Her hører han da ikke hjemme.

Vi skal vel tale om det, vi tror på og ikke om det, vi ikke tror på!

Det er en forsagelse, som man siger og som det ganske rigtigt også hedder, og vi forstår godt, at med denne forsagelse mener vi, at vi vender os mod djævelen.

Ja som betyder, at vi vender os mod alt ondt, ikke blot løgnen, men alt det onde i livet, som vi gerne vil gå fri af, men som vi ofte får besøg af.

Denne forsagelse kommer til at ligne en djævleuddrivelse, men det er måske også det, den skal være?

Resten af trobekendelsen er også svære ord i en moderne verden. De ligger dårligt i munden, og man skal kende dogmatikken for at forstå, hvad vi siger og mener. Men vi kan til nød forstå, hvad der menes, når vi tænker os grundigt om.

Vi forstår godt at det er gamle, dogmatiske formuleringer om kristendommens grundlæggende spørgsmål. De er her sat sammen, kortfattede og uden kommentarer, sådan som man engang i oldkirken formulerede dem midt imellem andre religioner og filosofier, der havde andre trosbekendelser. Den apostolske trosbekendelsen var med sine korte udsagn en forklaring indadtil og et forsvar udadtil.

ed denne trosbekendelse handlede det om at få slået fast, at Gud er skaberen af himlen og jorden.

Det betyder, at der ud af intet kom noget, som blev til mere og er blevet til alt, og at Gud er at finde i de kvaliteter, som livet rummer, og at vi så i øvrigt overlader de sorte huller og det det store bang og alle udviklingsprocesserne til Darwin og andre, som mener at have forstand på de dele.

Vi siger også at Gud blev menneske i sin søn, at han på forunderlig vis fødte sin søn. Han skabte ikke et gudemenneske, men han fødte sin søn, som kom så ulykkeligt af dage, men som opstod fra de døde, fordi livet altid sejrer over døde. Således kom denne død på korset, som var en tragedie, til at handle om livet, det liv som aldrig slutter og som alting handler om, og som hvert år opstår med hver påskeblomst.

Hermed er det dog ikke slut med mærkelige ord, for trosbekendelsen siger, at der er en dom over levende og døde.

Ikke en dom engang i en fjern verden omme bag det store forhæng, men en dom over os, som vi er her og nu; hvad vi siger og hvad vi gør, og denne dom bærer vi altid med os, som håndbagage, og den bliver dagligt indvejet, for her i livet er der daglig indcheckning.

Og så tror vi på ånden.

Vi tror, at Helligånden løfter og bær. Vi tror, at Helligånden fylder ud, der hvor der ellers ville være tomt. At Helligånden lyser op, der hvor der ellers ville være mørke. At Helligånden skaber tryghed, der hvor der ellers ville være angst. Vi tror at Helligånden skaber kærlighed, der hvor der ellers ville være had.

Og vi tror på syndernes forladelse, fordi vi ikke kan tro på, at synderne, uanset hvad de er, og hvordan de er, ikke skulle kunne forlades, så angerens pine og samvittighedens plage ophører og bliver til glæde og trøst.

Og så det med kødets opstandelse!

Jo, vel har vi en sjæl, som er fuld af ånd, hvori vi kan bære sand storhed, men kødet er en opstandelse værdigt, et kød som giver menneskelivet krop og fylde, så det ikke er som engle eller ånder, men er en gudsskabt fylde, der kan tage ansvar for jorden og menneskelivet og bære både sjæl og ånd. Mennesket er kød og hilser sjælens åndfuldhed velkommen.

Og det evige liv!

Ja vi tror så fuldt og fast på livet med dets glæder og sorger, at vi må kalde det Det Evige Liv vel vidende, at vi ikke ved, hvad evigt betyder og knap aner, hvad liv er.

I al dette herlige liv med stor dåd og stille sysler er Djævelen altid en skygge på væggen, som vi altså skynder os at forsage, før vi tager fat på trosbekendelsen, men hvem er han, denne Djævel?

Kender vi ham?

Kan vi pege ham ud blandt al den smålige moral og al den nidkærhed, vi ynder at præsentere hinanden for i den gode hensigts navn?

Apostelen Paulus beskriver ham for menighederne i Galatien i det brev han skriver til dem omkring år halvtreds.

Han taler til dem om, at de skal afholde sig fra, at de skal forsage: ”Urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.” Og i brevet til menigheden i Kolossæ advarer han imod griskhed, for det er afgudsdyrkelse og, siger han, lad så for øvrigt være med at blande jer i ting, der ikke kommer jer ved. Sagt nok ikke helt uden anledning.

Over for dette djævelskab opstiller Paulus det, som kunne være trosbekendelsens menneskelige side. Der hvor vi ikke taler dogmatik om jomfrufødsel, død og opstandelse, men hvor vi taler om det, vi tror på i det liv, der leves mellem mennesker på Jesu formaning og i efterfølgelse af hans ord.

Herom hedder det i det første brev til menigheden i Tessaloniki:

Hold fred med hinanden. Vi formaner jer, brødre, vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode mod hinanden og mod alle.
Vær altid glade, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
Udsluk ikke Ånden.

Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse!

Ja Jesus, det blev lidt om trosbekendelsen, for vi vil gerne vise dig vore gode viljer, og at vi har forstand på livet, det vi er skabt til og som vi lever på bedste måde, men dine hårde ord imod os har bedrøvet os.

Det er som du har vendt dig imod os, men vi søger trøst i dine sidste ord om at den, der holder fast ved dit ord, skal aldrig i evighed se døden.

Men Jesus misforstå os nu ikke.

Heller ikke disse sidste ord er vi sikre på, at vi forstår!
Amen

2. søndag i fasten

Dagens tekst
Helbredelsen af drengen med den urene ånd

Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Prædiken
Der var engang for år tilbage - 30 til 40 år tilbage i tiden, hvor mange mennesker i den kristne verden havde den forestilling, at det blot var et spørgsmål om få år, før troen, kristendommen, overtroen, som man kunne finde på at kalde den, at den ville forsvinde af sig selv, uden at man behøvede at skubbe til den. Den havde udspillet sin rolle, og man ville snart indse det nytteløse og ligegyldige i den tro kristendommen talte om og erstatte den med mere fornuftige og hensigtsmæssige tanker om livet.

Det er ikke gået som mange ventede, nok nærmere tvært om. Diskussionen om troen føres i dag som ingensinde inden for kirken, men måske nok så meget uden for kirken.

Det er ikke kristendommen som religion d. v. s. som en samlet opfattelse af livet og menneskene med talen om synd og nåde og den tilhørende metafysik om Gud Fader, der diskuteres.

Det er ikke det kristne fællesskab på godt og ondt med rod i kirkegang, højtider og salmesang, der er til diskussion og bliver vurderet, som en del af den moderne verden. Det man diskuterer, er, hvad troen er. Ikke om den nytter, eller hvad den fører til, men om hvad den er og hvordan den ene tro afgrænses over for den anden tro og om den ene tro har den samme ret som den anden tro.

Spørgsmålet er for eksempel blevet rejst om hvorvidt man må kunne se på et menneske i dagligdagen, i arbejdssituationen, at det har en tro, eller om det er et rimeligt forlangende, at man skal fremtræde religiøst neutral.

Helt konkret handler det om påklædning, hovedbeklædning og eventuelle smykker, der af nogle kan opfattes som en demonstration af at vedkommende har en tro og at der i det hele taget findes en anden tro, end den man selv har eller ikke har, hvilket kan være en provokation, der støder an.

Religiøs adfærd af enhver art bør fjernes fra det offentlige rum og henvist til dertil hørende indretninger eller til livet derhjemme bag lukkede døre i lønkammeret.

Vi vil nok mene, at det er et menneske, der har brug for hjælp, der knæler ned ved en bænk i parken og med foldede hænder beder en bøn, og vi vil skynde os bort for ikke at blive involveret i noget ubehageligt. Eller hvis det opleves i lufthavnen eller på banegården at to eller flere knæler ned ved bagagen og beder en bøn for rejsen, vil vi måske søge at liste apparatet frem for at tage et billede, der kan føjes til de øvrige billeder fra rejsen.

Vi vil gerne drage ud i verden og se på templer og moskeer og overvære religiøse fester af enhver art med blomster og elefanter, dansende præster og gigantiske optog, men vi vil se det, vi vil betragte det og tage det med hjem på billeder, men vi vil ikke, at det bliver en del af vor hverdag. Vi vil ikke involveres. Vi vil betragte det - overvære det, men det skal blive hvor det er og ikke blive til noget, vi skal til at regne med i vores hverdag, og som vi skal til at respektere, fordi det er livet og virkeligheden for andre.

Vi vil respektere vor egen tro, men det kniber med at respektere de andres tro.

I hvert fald skal de andres tro være lige så usynlig i det offentlige rum, som vor egen tro er. Det vil sige ingen synlige symboler og ingen synlig religiøs adfærd.  Langsomt går det op for os, at der findes andre trosretningen og religioner, og langsom går det op for os, at vi i fremtiden måske må indstille os på at skulle leve side om side med dem.

Det giver os problemer for vores tro er en lukket verden og vi tager ingen chancer, vores tro har med identiteten at gøre, og den sætter vi ikke på spil.

Den indiskfødte præst fra London Smith-Cameron, der er ”canon” i den anglikanske kirke, hvilket vil sige, at han har lov til at prædike i domkirkerne, denne meget udogmatiske engelske præst udtalte for en del år siden på en høring på Christiansborg om det religiøse klima i landet, England og andre lande, at for ham betød troen risiko og åbenhed.

Han mente nok at kunne iagttage i verden omkring sig, at troen og ikke mindst dens fundamentalistiske udgaver alle søgte mod sikkerhed og lukkethed, men for ham betød troen risiko og åbenhed.

Det er en usædvanlig opfattelse af tro, som nok de færreste ville nå frem til, hvis de skulle give en beskrivelse af troen karakter.

Ikke mindst tidens religionsforskere ville være uenige med Smith-Cameron og pege på, at han taler om en tro, der er på vej til at ophæve sig selv i risiko og åbenhed

De vil tale om troens natur, og sige om den, at den netop handler om at afgrænse og udelukke, og at den er rettet mod noget, hvorved den får et indhold. Her står den helt og aldeles i modsætning til hans åbenhed, der netop betyder, at den er tom eller i hvert fald, at den er villig til at skifte sit indhold ud eller i bedste fald at accepterer muligheden af et andet indhold i troen end det, der lige nu og her er at finde.

De lærde vil finde at tro og åbenhed er modsætninger. Og de vil mene, at de kan påvise det ved blotte iagttagelser af eksisterende religioner ud over verden.

Smith-Cameron åbenhed er hans egen helt personlige eksistentielle attitude og kan ikke bruges til noget af andre, der hvor kristendommen skal leve og overleve.

Den vil i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved de såkaldte sandheder i de religionsvidenskabelige grundbøger og kræve et nyt videnskabeligt tankesæt, der sætter sig for at undersøge troen som åbenhed i modsætning til det som ellers har været god tone at sige ved eksamensbordet, at tro altid betyder lukkethed.

Deres indvendinger vil også ramme Smith-Camerons opfattelse af, at troen er risiko.

De vil påpege, at der i religionen findes en troens sikkerhed, lige som der i videnskaben er en sikkerhed i at vide.

Det er de to former for sikkerhed mennesker kan omgive sig med og leve på og sådan har det været siden oplysningstiden o. 1700. Enten ved man eller også tror man, der gives ikke andet. Risikoen kan ikke bruges til noget, den er blot en usikkerhed, der netop er en modsætning til tro og til viden, der begge stræber mod sikkerheden og sandheden. Risikoen er usand, og hvad kan man bruge det usande til?

Ikke til noget vil de hævde og tage både religionsvidenskaben og filosofien i ed på, at det forholder sig sådan.

Risikoen er den usandhed, der nu engang er ved en hypotese og som sådan befinder den sig i modsætning til bevisets sandhedsværdi, det ved alle og enhver, så hvis Smith-Cameron føler nogen risiko ved sin tro, så må det stå for hans egen regning og være hans eget problem.

Det kan ikke deles af andre, der helt modsat finder, at troen er sikkerhed.

Religionsvidenskabeligt, filosofisk, eksistentielt, sociologisk, på alle måder har denne engelske præst uret i sin beskrivelse af troen som risiko og åbenhed.

Men evangelisk har han ret. Det viser dagens evangelietekst med al tydelighed, når vi følger samtalen mellem Jesus og den stumme søns far.

Disciplene har ikke kunnet stille noget op. De ville gerne gøre noget for den stumme dreng, men havde ikke noget at tilbyde, og de har næsten kun gjort ondt værre ved at stå der og diskuterer højlydt om, hvad der kunne gøres hvis blot, ja hvis blot man havde en vished om, hvad der skulle gøres.

Og så kommer replikkerne i hurtig rækkefølge, når Jesus siger at alt er muligt. Større åbenhed kan man vel ikke komme frem til. For den troende er alt muligt, lyder det som svar på det meget usikre ønske om hjælp.
 ”Hvis du kan”,  siger faderen bønfaldende, men usikkert til Jesus.
Risikoen står malet hen over det hele.

Troen på Jesus er en risiko for manden, der står med sin stumme søn, ganske som den er for ethvert andet menneske, der står med sit eller andres liv i sine hænder – hvad vi jo altid gør.

Risikoen er udtrykt i ordene ”hvis du kan”, som Jesus må gentage, for at gøre det klart for manden, at denne helt har glemt, hvilken åbenhed troen rummer.

Hvis du kan? Jamen alt er muligt for den, der tror.

Så stor er åbenheden.

Den er så stor, at der et andet sted i samme evangelium, hvor det siges, at hvis du havde tro som et sennepskorn, kunne du sige til dette morbærtræ, at det skulle rykke sig op og plante sig havet, og det ville gøre, som du sagde.

Ja troen vil kunne flytte bjerge, hvis det er det, der er brug for.

Her sprænger evangeliets åbenhed enhver forestilling om, at troen skulle være noget, der begrænser mennesket i dets forhold til sig selv, de andre eller livet selv.

Troen i evangeliet er den allerstørste åbenhed, mennesket kan nå.

Man kan have mange muligheder her i livet, men de vil være begrænsede fordi de til syvende og sidst er bundet til en som menneske, men troens muligheder er ubegrænsede – alle muligheder står åbne, for denne mangfoldighed kommer ikke af en selv, men kommer af Gud.

Troen er netop ikke, når mennesket sætter sine egne begrænsninger og lader sig lukke inde af de muligheder, der nu engang er at få øje på og søger den sikkerhed, der ligger i begrænsningen. Det ville være den tro mennesket selv kunne skabe, og den bliver aldrig til andet end vantro.

Det evangeliet siger om troen er, at den har alle muligheder i sig fordi den kommer af Gud – givet som en gave.

Det er så den risiko, der altid ligger lige for, at troen, den man kender ikke er andet end ens egen snæverhed og ganske mangler den evangeliske åbenhed. At det er en mennesketro og ikke en Gudstro.

Derfor sprænges den religionsvidenskabelige forståelse af tro som lukkethed og søgen efter sikkerhed ganske og totalt af den evangeliske beskrivelse af tro, sådan som vi har kunnet læse det i dagens tekst. For i evangeliet lyder det altid ”Jeg tror, hjælp min vantro” som udtryk for at troen ikke er menneskers værk, og at der altid er en risiko forbundet ved den i dens åbenhed ud imod næsten og verden.

Det var nok også det Smith-Cameron ville sige med sin beskrivelse af troen, samtidig med at han søgte at pege på, at livet i verden sammen med andre troende fra andre religioner kun kan lykkes, hvis det sker på evangeliets udfordrende krav om åbenheden midt i mylderet.

Man skal tror med den tro, der er åben og fuld af risiko, og man skal frygter den vantro som hele tiden søger mod det lukkede og sikre.
Amen

1.søndag i fasten
Påsken nærmer sig og vi kan snart se derhen, men vi får ikke lejlighed til at fejre den sammen, derfor vil vi i dag tage forskud på påskehistorien som den står at læse hos evangelisten Mattæus.

Det kan vi gøre for ifølge et kongeligt reskript af 10. februar 1802 gives der i fastetiden hjemmel til at prædike over Kristi lidelseshistorie til forskel fra alle de andre søndage, hvor præsten, med mindre der ligger en tilladelse fra biskoppen til at gøre andet, skal prædike over dagens evangelietekst; første tekstrække i lige år og anden tekstrække i ulige år.

Derfor vil vi lade dagens tekst om hvem der er den største ligge og begive os ind i beretningen om, hvad der hændte, efter at Jesus sammen med disciplenen var kommet oppe fra Galilæa til Jerusalem for at fejre påsken sammen med alle de andre jøder, der var strømmet til fra fjern og nær.

Hvad skete der i disse sidste dage op til påsken?

Ja Mattæus fortæller om det i sit 26. kapitel, efter at han har ladet Jesus holde sin store tale om verdensdommen. Mattæus fortæller:
Da Jesus var færdig med hele denne tale, sagde han til sine disciple: »I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.«

Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten, der hed Kajfas, og de enedes om at gribe Jesus med list og slå ham ihjel. Men de sagde: »Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket.«

Og beretningen forsætter:
Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De talte tredive sølvpenge op til ham. Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham.

Nu er scenen sat, vi ved hvad der kommer; forræderiet og henrettelsen er også her de elementer, der skal skabe det store drama.
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig. «De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

Og så fortsætter Mattæus:
Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.

Aftenen var nu faldet på,
og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes. Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«

Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.« Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.« Peter sagde til ham: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre disciple.

Peters fornægtelse får vi at høre om senere ikke blot i forbindelse med Peter og hanen der galede, men op igennem kirkens og kristendommens historie.
Samvittigheden ved altid at fortælle om, hvornår der blev svigtet!
Et af eksemplerne, på hvordan der svigtes her i verden, hører vi om i Jesu tale om verdensdommen, hvor han svarer de fortabte, der ikke forstår deres skæbne.

Disse uforstandige spørger:
Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

Men tilbage til Mattæus’ beretning.
Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.« Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!« Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.« Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge. Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn. Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

Tilfangetagelsen
Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham. Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.«

Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham. En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp? Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?« I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes.« Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.
Jesus for Rådet
De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet. Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.« Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?« Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.« Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«

Peters fornægtelse
Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: »Du var også sammen med galilæeren Jesus.« Men han nægtede det i alles påhør og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du mener.« Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: »Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.« Atter nægtede han det og svor på det: »Jeg kender ikke det menneske!« Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: »Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.« Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske!« I det samme galede hanen. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: »Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.

Det blev afslutningen på den torsdag, der førte til tilfangetagelsen. Den aften som havde været fyldt med fællesskabets glæde, da de spiste påskemåltidet sammen, men som også bragte en bitter skildring af Judas, der forråder og Peter der fornægter.

Hertil kan vi selv være med. Påskemåltidets fælleskab med Jesus er nadverens fælleskab, sådan som vi stadig fejrer det, der hvor vi nyder vinen og brødet. Nadverelementerne brødet og vinen er ikke symboler på noget, som det nogle gange bliver sagt. Nadverelementerne er i vores evangelisk-lutherskeforståelse på forunderlig og uforklarlig vis Jesu tilstedeværelse iblandt os i det fælleskab, som nadveren er. Jesu tilstedeværelse udtrykker vi ved at kalde brødet og vinen hans legeme og hans blod og derved sige, at vi virkelig tror ham til stede.
Amen

Fastelavns søndag

Dagens tekst
Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Lukas-evangeliet kap. 18 vers 31-43)

Prædiken
Det er offerets evangelium, der møder os i dag. Vi taler i kristendommen meget om tilgivelse af syndere, om at få syndernes forladt og om at tage sin seng og gå hjem.

Syndernes forladelse betyder frelse.

Lamme kan gå, døve kan høre, blinde kan se.

Denne frelse, denne helbredelse kommer af, at synderne forlades.

Det vil sige, at der bag sygdommen ligger den tanke, at der er begået synd. Man kommer i den ulykke, fordi man har syndet, hvorfor elendigheden, hvad enten den hedder blindhed eller lammelse eller spedalskhed, at denne elendighed er at forstå som en straf fra Gud på grund af den synd, man har begået.

Sådan var det engang i en ikke så fjern fortid.

Og uden at gå for dybt ind i forholdet og trække sammenligningerne for hård op, så bær’ vi stadig på lidt af den samme holdning, når vi betragter syge og arbejdsledige og andre, som er kommet i ulykke.

Der kan ligge en tilbøjelighed til at tænke, at det nok er deres egen skyld.

Lidt, en lille smule.

”Hvis man vil arbejde, kan man vel altid finde noget at bestille.!”

”Han røg og drak vel også for meget, og enhver kunne sige sig selv, at det måtte ende på den måde.!” Sådan kan vi tænke og måske mene.

Vi kender stadig til begrebet skyld, og det optager en stor del af vor tænkning.

Før i tiden var det Guds straf, der ramte den enkelte eller fællesskabet, i dag er det andre faktorer, som kommer til os, men som vi ofte selv bærer skylden, eller som vi siger i dag, ansvaret for.

Christian den fjerde var kendt for at dekretere bededage, når ulykker ramte landet. Også når det drejede sig om de ulykker, han selv havde givet anledning til i kraft af egne politiske eventyr. Også i de tilfælde måtte ulykkerne være udtryk for Guds straf over folk og land.

Man kan i denne sammenhæng tale om, at den kristne myte var grundlaget og forklaringen på tilværelsen, idet historiens gang og livets tilskikkelser havde deres årsag i Guds vilje, og at Gud straffede eller gav lykke og velsignelse for folk og fædreland i henhold til lydighed eller mangel på samme.

Denne myte var enerådende i den kristne verdens tilværelsesforståelse og gav den kristne kirke en selvfølgelig position som ramme om alle livets foreteelser. Myten havde betydet, at de kristne grundsymboler, som synd og dom, frelse og fortabelse, havde båret generationers livstydning og havde skabt en helt ureflekteret mening med livet.

Sådan var livet og verden, som myten om frelse og fortabelse fortalte, og som kirken forkyndte og administrerede.

Trods reformation og oplysningstid var denne kristne myte i det store og hele gyldig frem til år 1900 og årene umiddelbart derefter.

Den videnskabelige og tekniske udvikling, som syntes at have sprængt alle rammer, og som omkring århundredeskiftet havde skabt titaniske skibe og flyvende vidundere, var blevet opfattet, som var den i sin storhed udtryk for guddommelig velsignelse. For Guds vilje rådede og tilværelsen havde ikke nogen anden grundmyte end den, man havde kendt og levet efter i århundreder, så Gud var med os også i de videnskabelige, industrielle stormskridt, der kendetegnede de nye tider.

Dette kulturoptimistiske syn, som havde levet under den kristne grundmytes vinger og beskyttelse, brød sammen i begyndelsen af 1900-tallet og forsvandt i Flanderns mudder og det efterfølgende politiske kaos, men ikke blot kulturopfattelsen også med den kristne grundmyte var det slut.

Det betød at en hel generation oplevede et tab af elementær, religiøs sammenhæng, idet den kristne kirkes selvfølgelige position som ramme om alle livets foreteelser havde mistet sin gyldighed.

Efter sammenbruddet forsøgte verden at genopbygge tilværelsen på ismer. Nazisme, fascisme, liberalisme, socialisme, konservatisme, hver og én bar en grundmyte i sig, som skulle frelse verden, ganske som den gamle kristne grundmyte skulle.

Den gamle kristne myte om frelseren og Gud i himlen levede blot videre som et levne fra gamle dage i magtfulde kirkeorganisationer som den katolske kirke eller som ideologiske støttefunktioner for politiske bevægelser, som vi f.eks. ser det komme til udtryk i forskellige landes politik i dag.

Hvis vi i dag ser os om i det brogede religiøse landskab, så oplever vi, at rester af den kristne grundmyte indgår i en lang række forskellige åndelige tiltag i til tider forvirrende og til andre tider uigenkendelige forklædninger. Den grundlæggende kristne mytes sammenbrud har medført et meget diffust billede, som har sendt mange ud på det religiøse marked for at søge og eventuelt finde passende elementer i det religiøse supermarked, hvor der er frit valg på alle hylder.

Det betyder ikke religionernes forsvinden, hvad mange tror og mener, det betyder blot, at det religiøse herunder kristendommen mister sin karakter af enhed, en enhed som skabte fælleskab og dermed skabte fælles etik og moral, og at det religiøse bliver præget af individualitet og får karakter af sammenblanding, og hvad nogle mener, kommer til at mangle fordybelse og i værste tilfælde bliver til google-religioner, der er sammenstykket af heldige formuleringer på nettet.

Mytens fald betyder ikke kirkens sammenbrud, men betyder at kirken fra at være ureflekteret i henseende til frelseren og Gud i himlen må besinde sig på at opvise en reflekteret bevidsthed om en relation til Gud, hvilket vel til syvende og sidst er og altid har været mytens virkelighed. En relation til Gud.

Psykoanalytikeren og præstesønnen C. G. Jung, der levede fra 1875 til 1961 gjorde sig, som mange andre, tanker om den kristne grundmytes skæbne, og han delte sin samtids søgen efter at forstå den tabte mytes virkelighed.

Målet for denne søgen var ikke ånd i traditionel forstand.

Det er ikke ånd, mennesket søger, mente Jung. I hvert fald ikke ånd i gammeldags betydning, hvor ånd var den guddommelige del af menneskets sind. Det der ofte blev til den udødelige sjæl.

Mystikeren søger denne ånd, søger foreningen med det guddommelige, men den moderne kristne på gulvet søger relationen.

Søger relationen til Gud.

Søger efter samhørighed med Gud.

Søger efter den følelse af betydning, som kommer af at være i tjeneste for et stort projekt.

Denne relation til Gud betyder, at man må komme til bevidsthed om ens eget.

At man må gå fra ubevidsthed i forhold til en selv og til det liv man lever over til en bevidsthed om liv og selv. At man bliver seende, ganske som det sker i dagens beretning om den blinde, der blev seende. Denne bevidstgørelse er en erkendelsesproces, som handler om relationen til Gud og ikke om underkastelsen under Gud.

Hvordan Jung selv fik ny forståelse af myten og begyndte at arbejde med denne bevidstgørelse, kom sig af hans interesse for naturfolkenes forhold til den natur de var en del af og havde relationer med. Her var man bevidst om sine relationer til naturen som en moder. Det var dog ikke et natursyn Jung kunne gøre til sit.

Men en dag stod Jung i Afrika og så ud over den uendelig store, tavse savanne med de græssende dyreflokke.

Konfronteret med denne mennesketomme, uskyldige natur stod det ham i et glimt klart, at uden hans reflekterede iagttagelse lå dette vældige, paradisiske sceneri hyllet i ubevidsthed.

Det rummede i al sin storslåethed ikke nogen bevidsthed.

 Han alene bar her og nu en reflekteret bevidsthed ind i dette udsnit af kosmos og gjorde med sin iagttagelse skabelsens under fuldkomment.

I et glimt indså han, at dette at bære en reflekteret bevidsthed er menneskets enestående bidrag til kosmos, og at mennesket i radikal forstand er Guds medskaber og som sådan er det væsen, uden hvem skabelsen ikke kan fuldendes.

Her fandt Jung den myte, der kunne afløse den gamle myte. Her oplevede han med sin refleksion, at han fik skabt den relation, som betød menneskets samvirken med Gud.

Dette at være Guds medskaber er et afgørende udgangspunkt for den nødvendige forståelse af menneskets rolle og ansvar over for naturen og fastholdelse af den kristne etiks gyldighed i den nye verden.

Det blev for Jung kristendommens nye grundmyte.

Amen

                                                                                                       Mads-Bjørn Jørgensen

SEKSAGESIMA

Dagens tekst
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser for at
de skal se og se, men intet forstå,
de skal høre og høre, men intet fatte,
for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«

Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« (Markusevangeliet kap. 4 vers 1-20)

Prædiken
I dag – SEKSAGESIMA - der betyder, at der er tresindstyve dage til påske, og det derfor er den ottende søndag før påske, er vi i Markusevangeliets kapitel 4, der hvor forfatteren har samlet en række af Jesu lignelser.

Dem har vi hørt for og kender måske frem for alt lignelsen om sædemanden.

Det er i det tidlige forår i Israel; nok i den måned vi kalder januar eller måske i begyndelsen af februar.

Bonden har fyldt sin sæk med såsæd, omhyggelig gemt fra sidste høst på et tørt og sikkert sted.

Han går ud på marken med sækken på maven for at tilså sin mark.

Han er blevet en sædemand. Han er så betydningsfuld, som han går der med hele familiens rigdom i en sæk på maven, så man kalder ham sædemanden. Ikke bonden der sår, men sædemanden.

Han står med det vigtigste, man har i bondesamfundet - sædekornet.

Hvis der ikke er nogen såsæd, kan man ikke så og livet standser.

Det er vilkårene i bondesamfundet. Så det værste, der kunne ske, var at man af bar nød malede sin såsæd til mel og bagte brød af det.

Sulten kunne være så stor, at det var nødvendigt, men det var det dyreste brød, man kunne spise, for det var selve livets brød, man her satte til livs. Når det var spist, var der ikke mere, og der ville ikke komme mere, for de små stenede marker, man så omhyggeligt havde renset for ukrudt, lå øde hen, og tidslerne og de vilde blomster ville langsom brede sig og røbede bondens fattigdom. Man havde spist sit sædekorn og kunne ikke så, og dermed var det bondeliv ude.

Det var en dyr gæld, man måtte sætte sig i for at skaffe sig såsæd, og hungersnøden truede, hvis det ikke lykkedes.

Men sædemanden i dagens tekst har såsæd i sin sæk og den hænger over den ene skulder, og sådan bær’ han rigdommen ud på marken. Han griber med hånde i sækken og spreder kornet for alle vinde. Jo han spreder sin såsæd for alle vinde, for noget falder på vejen og andet på de nøgne klipper og andet igen landede mellem tidsler, hvor det var dømt til at blive kvalt.

Og så var der noget, der faldt på den gode jord. Den jord som var forberedt igennem længere tid til såning, og som kunne høstes, når den tid kom.

Sæden spirede og voksede op og gav fuld kerne.

Den bar tredive fold, tres fold ja sågar hundrede fold!

Hundrede fold!

Vi hører ikke noget om, hvordan forsamlingen har reageret.

Vi ved ikke, hvad de har sagt til hinanden, da beretningen var til ende, og man gik hver til sit.

Ordene fra dagens tekst passer nok meget godt til hele situationen eller til forvirringen, der bredte sig.

Hvad skulle denne historie betyde:

De så og de lurede med sammenknebne øjne, men forstod ingen ting, og de hørte og de lyttede, men de fattede intet.

Hvorfor fortalte han dem, så underlige historier. Hvorfor stillede han gåder, de ikke kunne gætte.

Hvad var han for en underlig mand, der helt alvorligt kunne sige så mærkelige ting.

Gjorde han nar ad dem?

Den sædemand, han fortalte om, kunne ikke være rigtigt ved sine fulde fem.

Man spredte da ikke det dyre sædekorn på den måde. Han var ødsel eller måske nærmere uforsvarlig i sin omgang med det dyreste familien ejede.

Han burde lære, hvordan man sår. Hvordan man omhyggeligt lagde sin såning tilrette, så intet gik til spilde. Det var netop derfor, man ikke kunne overlade det til enhver at tilså marken. Det krævede viden, håndelag og ansvarlighed.

Ham her i fortællingen, han havde ødslet halvdelen af sædekornet bort og burde stå til regnskab for det, han havde spildt til ingen verdens nytte.

Man rystede på hovedet.

Man havde lyttet og hørt efter, men historien var uforståelig.

Og så det værste!

Det allerværste!

Sædekornet, der var faldet i den gode jord, gav tres  ja hundrede fold.

Manden sagde, at det gav hundrede fold.

Her hørte al rimelighed op.

Hvert barn vidste, at når høsten var god kendte man steder, hvor udbyttet var fem fold. Man havde hørt om, at de engang nede i Ægypten havde haft ti fold.

Men ægyptere, var nu ikke altid til at stole på. De var slemme til at prale.

Men skulle det endelig være, kunne man ikke afvise, at det kunne lade sig gøre at høste ti fold på god jord i gode tider, når Nilen havde gødet jorden med sit slam.

I historien havde de høstet hundrede fold eller tres fold eller blot tredive fold, men selv tredive fold ville være et mirakel.

Ja et mirakel ville det være.

Også blandt Jesu egne tilhængere og ledsagere og blandt disciplene var der krisestemning.

En underlig knugende stemning.

Var han ikke gået for vidt. Det var trods alt en stor menneskeskare, der havde fulgt dem, og han havde været nød til at lade sig ro ud på søen for at kunne tale til dem alle, som de stod der på stranden.

Og så havde han bundet dem sådan en historie på ærmet.

Nogen kunne være blevet vrede fordi de opfattede det, som om han havde gjort nar af dem.

Det kunne godt være farligt sådan noget.

Hundrede fold,

Folk kunne jo få nøkker

Tænk hvis de havde opfattet det, som om han havde lovet dem hundrede fold, hvis de bare fulgte ham og gjorde, som han sagde.

Spredte sædekornet vildt ud over det hele.

”Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne", star der i dagens tekst.

Ja selvfølgelig.

De spurgte ham om lignelsen. Man kunne sige, at de ønskede at holde ham ansvarlig for lignelserne.

De måtte have at vide, hvad gåden betød.

Hvad fik de så til svar.

Fik de svar på deres spørgsmål om hvorfor historien var så urimelig i forhold til den hverdag de kendte.

Næh de fik en forklaring, som er en udlægning, der sætter menigheden i centrum, og helt glemmer sædemanden og såsæden.

Hele udlægningen drejer sig om jorden der tager imod eller klipperne, der ikke giver grokraft og så til slut en bemærkning om, at den gode jord selvfølgelig lader kornet gro op, så det står bølgende i vinden, når høsten kommer.

Ja en udlægning er det.

En udlægning af historien, men ikke en forklaring på, hvad han mente, med sin mærkelige historie, om den ubegribeligt ødsle sædemand, der gik ud for at så.

De fik ikke gådens løsning.

"Det er kun Gud, der kan give hundrede

fold", var der måske en snusfornuftig jøde der mente.

"Kun Gud kan tillade sig at så på den måde", kunne der være en anden

i selskabet, der mente.

Måske har Jesus sagt til dem, at de var tæt ved gådens løsning. Og de har set på hinanden og anet, at historien i al sin urimelighed, måske ikke handlede om bonden og kornet og marken, men om Gud.

Gud der sår helt anderledes end mennesker sår.

Gud sår, så man ikke forstår, hvordan han tænker, for det er ikke som mennesker, når de sår deres marker til.

Og han høster helt anderledes, for han får tres og hundrede fold.

Jamen hundrede fold, hvad er det!

Paradiset, er der måske en, der foreslår og.

Det må være i Gudsriget, man får hundrede fold.

Gudsriget, hvordan er det?

Gudsriget er hundrede fold. Gudsriget er hundrede fold og hundrede fold andeledes end denne verden. Der er noget, der er hundrede fold anderledes end denne verden.

Ja i kender menneskeriget. I ved hvordan man sår i menneskeriget, hvordan man går rundt og næsten lægger hvert korn i jorden på de mest udsøgte steder og følger så hvert korn, når det vokser op, og glæder sig over sine fem fold.

I ved, hvordan man passer på, hvad man har – og sådan skal det også være – men I ved også, hvordan man i penge og i venskaber i hjælp og overbærenhed i kærlighed og barmhjertighed kan så tyndt, så der er langt mellem stråene, og I ved, at hvis man i kærligheden og venskab sår tyndt, så høster man også tyndt. Måske to fold – måske ingen fold.

Med Gud er det helt anderledes. I hans rige, sår man ikke på menneskevis.

Og i Gudsriget får man hundrede fold.

Det er ikke til at forstå for de vise.

Det skal tros.

Det skal tros, at løftet om Gudsriget forpligte mennesket til at følge den vej

som Jesus udpegede for disciplene.

At I skal elske Herren jeres Gud og jeres næste, som I elsker jer selv.

I sår jo ikke tyndt, men frådser med sædekornet, når det gælder jer selv, hvorfor sår I så så tyndt, når det gælder de andre?

Ved I ikke, at som man sår, så høster man.

Man skal så vildt om sig med den kærlighed, som er livets såsæd. Kærligheden til næsten er den eneste såsæd, vi mennesker har at tilså jorden med. Spiser vi selv såsæden eller er vi for nøjeregnende og beregnende med den, bliver marken gold og livet dør ud.

Ikke at Gud som et mirakel vil give hundrede fold, for meget falder forkert her i verden og skuffelserne er mange. Der er meget stengrund og mange frodige steder, som viser sig at være sump og mose, men det skal ikke afholde jer fra, at I selv, ved at elske næsten er med til at så vildt om jer og håbe på, at det giver hundrede fold eller måske kun tres.

Det er Guds krav gemt i gåden om sædemanden, at du skal elske din næste som dig selv, og så vildt om dig.

Det er der en Guds velsignelse i.

Amen.                                                                                  Mads-Bjørn Jørgensen

Tredje søndag efter helligtrekonger

Dagens tekst:
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.
Lukas-evangeliet kap. 17

Prædiken
Det sker, at børn, men ikke blot børn også og andre, der ynder at interviewe deres medmennesker, at de stiller dem spørgsmålet: Tror du på Gud?

Det kan ikke nytte, at svaret bliver henholdende eller tøvende, eller at det bliver mødt med modspørgsmålet om, hvilken Gud der tænkes på, eller hvad begrebet tro betyder.

Det spørgsmål, der er stillet, lægger ikke op til en lang redegørelse om tro til forskellige tider og i forskellige udformninger eller til en kort eller lang gennemgang af trosbegrebet fra dengang og til nu.

Det svar, der kræves, er et ja eller et nej, og er det børn, man taler med, bliver ens svar ofte mødt med en supplerende konstatering af, at det gør min farmor også eller, det gør min far heller ikke.

Man kan så i en efterfølgende overvejelse over, hvad det egentlig er, barnet har spurgt om, nå frem til den opfattelse, at barnet ikke har spurgt ud fra en interesse for det religiøse, men at spørgsmålet er stillet ud fra et ønske om, at få én placeret i en af de grupper, barnet kender, og som strukturerer dets verden og skaber den nødvendige tryghed.

I en større sammenhæng på et større plan helt ud i det globale virker spørgsmålet om tro på sammen måde, nemlig som det der placerer et menneske eller en befolkningsgruppe i forhold til andre mennesker eller befolkningsgrupper. De er kristne eller hinduer, muslimer eller buddhister, protestanter eller katolikker og jo mere de nationale grænser ophæves eller nedlægges desto mere nødvendigt bliver spørgsmålet, hvad tror du på?

Hvem er du?

Inden for det som vel stadigt hedder landets grænser, har vi ikke helt fået vejret igen, efter at Islam har stillet os spørgsmålet: Hvad tror I på? Hvem er I?

Ikke muslimerne i landet, det er ikke dem, der har stillet spørgsmålet. Det er Islam – det er troen, der med sin åndelige tilstedeværelse har spurgt, hvem vi er, hvad vi tror på.

Men spørgsmål om det åndelige er vi ikke begejstrede for. Vi bryder os ikke særligt om at tumle med dem eller at besvare dem, og vi gør derfor med dem, som vi plejer at gøre, ser lidt småfornærmede ud og siger, at det henhører til privatsfæren, og at man ikke skal blande politik og religion og at der ikke skal være religion i det offentlige rum, og at ens tro ikke kommer andre ved. Tro er ikke noget man taler om. Religion kan drøftes ud fra indsigt eller fordomme, men tro er ikke noget, man taler om.

Vi er en gruppe af rige forbrugere og som sådan, behøver vi ikke at beskæftige os med åndelige spørgsmål andet end der, hvor de forekommer som quizspørgsmål inden for den almindelige underholdning, som vi ynder at forlyste os med i ledige stunder.

Derfor har vi stået og står stadig, som vi gør over for barnet, og overvejet, hvem vi helst vil ligne.

Vil vi helst være som farmor, eller er det far vi helst vil i gruppe med.

Men spørgsmålet hænger stadig i luften.

Hvad tror vi på?

Hvem er vi?

Mattæus og Markus er enige om, at fortælle denne dagens lille historie om, at hvis disciplene havde tro som et sennepskorn, så kunne de flytte palmerne ud i havet, ja de kunne flytte bjerge.

Ikke at vi har fået at vide, hvad troen drejer sig om, hvad dens genstand er, vi har blot hørt samtalen om, hvor stor eller hvor lille denne tro er. Vi kan nok hurtigt blive enige om, at tro ikke kan måles i henseende til størrelse eller i henseende til hvad vi kunne kalde intensitet, sennepskorn eller noget andet det være sig stort eller småt kommer ikke på tale i denne forbindelse.

Sennepskornet, eller hvad man nu mener, troen kan sammenlignes med, bliver i historien et billede, en metafor, på det engagement, som vi kan lægge i den åndelige verden, der hvor vi lever den halvdel af vort liv, som ikke handler om at bage og grave, være snilde på fingrene og kvikke i hovedet. Det engagement, som vi lægger der, hvor åndeligheden skænker liv og samliv i samværet med andre mennesker i den proces, som er samfund og kultur.

Det er der i det daglige, i den daglige omgang med andre, at vor åndelighed lever sit liv og udfolder sig. Det åndelige liv er ikke, når vi kommer ind ad kirkedøren

og tager huen af og begynder at tale sagte, det er ikke der, at det åndelige liv begynder eller er at finde, Det åndelige liv er det daglige liv, i det vi siger, og i det vi gør, og her lægger vi troen frem til almindelig beskuelse, her viser vi vor tro, og her gælder ordene, at havde vi dog bare tro som et sennepskorn, her hvor vantroen ofte synes at udrette mere end troen.

Hvad er det så troen samler sine tanker om, når den ikke prøver at flytte bjerge eller plante træer i havet?

Hvordan er troen virksom i det daglige liv med alle dets krav og vilkår, midt i det dårlige humør, midt i trætheden, der hvor man lader hænderne synke og bøjer hovedet. Her er det at troen begynder at flytte bjerge, for her trives kærligheden, tilliden, hjælpsomheden, den gode tale, opmuntringen, hjælpen. Man hjælpes af sin næste, som rækker sin hånd ud imod en og lægger sin tro ud som et reb til frelse.

Det er troens indhold, der bliver til virkelighed, når livet mennesker imellem lykkes på den måde, som kristendommen har samlet i begrebet næstekærlighed. Når man får hjælp af sin næste, er det ens næstes tro, der er virksom.

I bedste overensstemmelse med beretningen om den barmhjertige samaritaner, så er ens næste den, der hjælper én i nødens stund. Det forholder sig jo ikke sådan, at hver og en i hele verden er ens næste. Det vil ikke give nogen mening, så er ens næsteforhold jo fortabt, hvad kan man stille op med hver og en i hele verden andet end at være skyldig i alle andres nød og elendighed. Næh næstebegrebet går den anden vej, ens næste er den, der hjælper én i nødens stund.

Tror du på al det sludder? kan trosspørgsmålet også formuleres, når det ikke er barnets tillidsfulde spørgen til troen, det drejer sig om, men når situationen er den helt anden, at man en sen aften skal have sat livet på plads i et lystigt selskab, som på et sent tidspunkt ud på aftenen er blevet alvorligt, og hvor man nu lige i en håndevending skal have klaret det med sennepskornet og de der bjerge, der skal flyttes. Det kan være svært på forlangende at gøre sin tro op på en skala fra et til ti eller at gøre troen troværdig uden at skulle bære jernbyrd, her hvor man snart indser at troen fra spørgerens side som oftest indeholder en ældre herre, der med langt skæg og alvorlig tale sidder oppe i himlen og holder nærtagent øje med, hvad menneskenes børn foretager sig på den af ham udlånte jord.

Hvis man tør mene og dertil håbe, at man kan få lydhørhed for det synspunkt, at man i sit liv med andre prøver at leve efter al det sludder, som vi så slet ikke har fået sat på plads i vores samtale frem til nu, så er det måske muligt, at man kan få drejet på det med tro, så det ikke handler om hele den metafysiske oververden, med Gud og engle og kræfter og stjerner, som mennesket holder så meget af at tale om, men som ingen ved noget om. Måske kan man være heldig at få opmærksomhed for det synspunkt, at Gud er ånd, og at troen er denne åndfuldhed lagt ind i det liv, vi lever med hinanden her på jord, og at den proces som førte åndfuldheden som en gave frem til det menneskelige liv, at denne proces hed Jesus virksom i handling og tale.

Al det sludder, for nu at blive i den sprogbrug, kan man lytte til og prøve at gøre til virkelighed, og så sige, at den tro der handler om at være levende blandt de levende er én tro nok, for den tro kan give enhver problemer nok i og med at vantroen altid ligger på lur for at gøre ens egne hensyn til en selv til troens formål. At tænke på sig selv før man tænker på de andre, det falder enhver naturligt, og er det, der giver vantroen indhold og karakter.

Sådan set burde spørgsmålet ikke lyde, hvordan man har det med sin tro! Spørgsmålet måtte sådan set gå på, hvordan man har et med sin vantro, for vantroen, manglen på at kunne gøre sit liv med de andre til en succeshistorie, er det som giver stof til eftertanke og som opstiller den arbejdsopgave at få klarhed over, hvordan det skulle og burde være og derefter at få ført det ud i livet.

Man kan jo ikke med mit liv leve Guds liv selv om han er ånd. Man kan kun leve sit eget liv i arbejdet med at omskabe troen til virksomt liv.

Amen.
Mads-Bjørn Jørgensen

Juleaften 2011

Der var blevet indgivet en klage!

Der var rejst en sag!

Man var ikke helt sikker på, hvordan den skulle forstås, og hvordan den skulle behandles, men man kunne ikke bare lade som ingenting, noget måtte der gøres. Man måtte svare på klagen, selv om det så kun var en sag.

Det var grisen, eller julegrisen, som den underskrev sig, der havde sat sindene i bevægelse, og havde indgivet sin klage, eller var det en sag. Indgivet den på højeste sted, og der var det nok mest rimeligt, at den var endt.

Den var kommet til Gud Herrens domstol for at sagen eller klagen kunne blive behandlet og finde sin afgørelse i det højeste råd. Her hvor ikke blot Gud Herren sad i dommersædet, men hvor engle af forskellige grader og med forskellige gøremål og profeter og vismænd også de tre fra østerland og kendte og ukendte jødiske rabbier, og ingen nævnt ingen glemt var til stede for at give deres besyv med og bevidne sagen, eller var det en klage? Man vidste det ikke.

Også Den Onde Selv var med i forsamlingen, han var Djævelens advokat, som han meget spøgefuldt yndede at udtrykke sig, men når han var til stede i dag, var det nu en naturlig konsekvens af, at han og Gud Herren havde jævnlige samtaler om både dette og hint. De diskuterede ofte indviklede emner om jordiske og himmelske forhold.

Altså, grisen, julegrisen havde længe søgt nogen, der ville tage hans sag alvorlig og støtte ham i hans synspunkt eller klage, for måske var det en klage.

Han havde søgt landbrugsrådet og den siddende EU-kommissær for landbrug og fødevare. Han havde søgt dyrenes beskyttelse og naturfredningsforeningen. Han havde været hos ligestillingsministeren og var såmænd også gået til kirkeministeriet, men her havde man så travlt med at finde ud af, om det var et ægte skab, folk af samme køn kunne gå ind i, og om det så var det samme skab, de lige var kommet ud af. Man måtte forstå, sagde den ministerielle talsmand, at man havde sin egen sag at tage vare på, og man måtte være meget påpasselig, så den ikke blev til en klage!

Nu var julegrisen så nået frem til, at det måtte være Det Højeste Råd, der måtte afgøre sagen, eller tage sig af klagen, hvis det var en klage, for noget måtte der gøres, det kunne ikke blive ved på denne måde.

Nu havde den været julegris og sparegris og polkagris og marcipangris i umindelige tider. Ja i utallige år. I mands minde og mere end det, havde den fornøjet og frydet og skabt fest og glæde, og den havde lagt ryg til både rødkål og rødbeder og sennep ja hele svineriet, så nu måtte det være dens tur til at stille krav og blive taget alvorlig og få sin rette plads i den historie, hvor den retteligen hørte hjemme.

Rådet samledes efter morgensang.

Man sad som i et stort teater med Gud Herren midt på scenen omgivet af ærkeenglene.

De små engle og alle de andre deltagere sad rundt i teatret på kulørte skypuder, som man havde fået udleveret ved indgangen, og snakken gik livligt. Man var i civil, og man så ingen, der bar diadem.

en Onde Selv stod, som han plejede, i kulisen klar til at træde ind på scenen og tage ordet, hvis der skulle vise sig mulighed for at skabe forvirring og ufred, eller hvis han kunne se sit snit til at tale ufordelagtigt om nogen, helst nogen, der ikke var til stede.

Han havde lige været ude at ryge og gemte nu cerutstumpen bag øret.

Silentium!

Silentium!

Gud Herren løftede hånden og bad om tavshed i salen.

Silentium!

Den Onde Selv kunne ikke lide når Gud Herren talte latin. Det hørte ingen steder hjemme. Latin var noget hokus pokus, og det blev ikke talt i hans barndomshjem, der talte man djævelsk, når det skulle være fint.

”Kom frem Gris, kom bare frem!” sagde Gud Herren med venlig stemme og vinkede med hånden, som man gør ved hoffet.

Kom frem og lad os høre, hvad du har på hjerte.

Kom kun frimodigt frem, vi gør dig ikke noget.

Nu ikke nervøs, bare ikke nervøs!

Grisen kom ind på scenen og så sig omkring. Han havde ventet noget andet. Et andet og mindre lokale med en skranke og vinduer ud til den syvende himmel.

Grisen så hen på æslet, som var kommet halvvejs ind på scenen og stod og hang med hovedet. Han havde lovet at hjælpe grisen med dennes sag, eftersom han selv syntes at være part i sagen. Men modet var ikke stort, og æslet havde ikke meget andet end stædighed og store øre at gøre godt med.

Men han kunne vel skryde lidt, hvis det gik helt galt.

Jo, sagde grisen, når julen kommer, og lysene bliver tændt på himlen, og klokkerne lyder, og englene synger, og alle stimler sammen om stalden med Jesusbarnet, og han moder Maria og hans papfar Josef og hyrderne kommer med får og geder, og der er æslet og oksen og de tre vise mænd med deres kameler, og selv en lille mus sidder i et hjørne i stalden og kigger forelsket på barnet, så er det jeg spørger:

Hvor er grisen henne?

Hvorfor er der ikke nogen gris med i stalden?

Hvorfor skal grisen lægge krop til hvert et julebord og så ikke være med i stalden?

Grisen var da med i Noahs Ark lige så vel som alle de andre dyr. Og dengang dyrene blev skabt, var grisen nok en af de første, der blev skabt, så alle kunne se, hvordan et dyr med fire ben skulle se ud. Og det var vel Adam så gav grisen navn.

”Du skal hedde gris”, sagde han, og det blev så skrevet ned.

Og i Kina, der hvor kejseren bor og taler kinesisk, der fejrer man snart grisens år.

Jeg spørger, hvorfor er grisen ikke med i stalden julenat?

Hvorfor ikke?

Der var blevet dyb tavshed i salen, alle sad og så på grisen, der havde løftet hovedet og nu skiftevis så til højre og til venstre og til højre igen. Alle følte sig lidt flove, for hvad skulle man sige, grisen havde jo ret.

Sankt Peter rejste sig og gjorde tegn til Gud Herre om, at han gerne ville sige et par ord. Han lagde nøglerne på stolen bag sig og tog brillerne på og stak dem så alligevel i brystlommen.

Hør Gris, sagde han med sin myndige Sankt Peter stemme.

Du er en prægtig Guds skabning fuldt lige så god som oksen og æslet og geder og får, og du fortjener et smukt og godt liv lige som alle andre levende skabninger, som Gud Herren har sat her på jorden.

Som tegne på din værdighed, dit mod og din styrke skal du fremover hedde Antonius, og du er altid velkommen i stalden både julenat og alle de andre nætter og dage.

Men når det så er sagt, og nu rettede Sankt Peter sig op og løftede stemmen, så siger jeg, at du rør ved noget, der er et alvorligt problem, for menneskene passer ikke godt på den jord, de bor på og på de levende skabninger, de bor sammen med. Alle levende skabninger burde være med i stalden julenat. Alle dyr alle mennesker alle levende væsner.

Det er Gud Herrens skaberværk, som de har fået som gave, der skal frelse alt liv på jorden fra nød og ulykke, det er ikke bare barnet i stalden, der begynder frelsen, men så skal der arbejdes for den ud over den vide jord.

Menneske, lyder det fra Gud Herren julenat, pas på jeres jord.

Det er også julens budskab.

Det sidste sagde han stille og så hen på Gud Herren.

Mennesket skal passe på den jord de lever på, for de har ikke nogen anden, og de skal tage vare på alle skabninger grise og myrer. Der er plads til alle. Vi er alle, alle skabninger, med i stalden julenat!

Men mennesket har altid været i vækstens vold!

Hvis det er det, du mener, Gris, så er vi enige.

Gå du nu hjem Gris, Antonius, og se du bare ind i stalden på vej hjem.

Amen