|
Velvære
Velvære og et godt helbred er noget vi alle ønsker os, og ifølge speciallæge Pernille Knudtzon kan vi selv gøre meget for at få velvære ind i vores hverdag, og holde os raske bedst muligt. Pernille holdt et meget interessant foredrag i vores klub sidste måned, hvor hun mindede os om, at kunsten ”at have det godt” er at forstå og lytte til sin krop, og at alt hvad du spiser og drikker bliver en del af din krop. Her er Syre-Base Balancen særlig vigtig.
Desværre slap tiden op, mange af os ville gerne have lyttet – og lært – meget mere. Pernille har lovet at komme igen til efteråret og fortsætte sit interessante foredrag. Stor tak til Pernille for nogle interessante timer og mange værdifulde tips til øget velvære.
Første hjælp
Klubben har netop afsluttet et meget nyttigt kursus i første hjælp, hvor livredder-Hans gennemgik de ting som alle bør vide, for at kunne yde første hjælp. Det var en meget grundig gennemgang, hvor alle fik lejlighed til at øve stabilt sideleje og kunstigt åndedræt, samt fik instruktion i almindelig førstehjælp og lærte førstehjælperens vigtigste opgaver. Stor tak til livredder-Hans for nogle meget lærerige timer.
Hvis der er interesse blandt klubbens medlemmer vil klubben gerne arrangere et lignende kursus til næste år og Hans kører gerne fra Almuñecar til Torre del Mar for at gentage sit første hjælps kursus.
Tredie gang VAR lykkens gang.
Med vejrgudernes billigelse lykkedes det endelig at afholde årets første grill-søndag den 29. marts.
Vejrudsigten lød på halv sol og halv regn, så vi valgte den del der sagde sol, og fik en rigtig dejlig dag med masser af sol. Enkelte drivende skyer – men hovedsageligt sol.
Vi fik samtidig vished for at klubbens nye Weber grill fungerede absolut lige så godt som vi huskede det. Grill-mester Finn overgik næsten sig selv, og spurgte hver enkelt gæst om bøffen skulle være medium eller well-done, eller måske rigtig rød indeni.
Bøfferne var om muligt endnu større end sædvanlig, og møre – UHM.
Salatbordet og Annelises lækre kartoffelsalat var det perfekte tilbehør til det velsmagende kød, og til kaffen overraskede Anne Marie alle med en hjemmebagt æble-makron tærte. Det kunne ikke gøres bedre.
Hvis der var nogen der troede at de bare skulle sidde på deres stol og lade sig opvarte hele dagen, blev de klogere. Små listige sedler blev delt rundt, hvorved hvert bord fik til opgave at hjælpe med oprydning, opvask, m.m.m. Ingen gik ram forbi, og alle udførte deres opgaver med et smil på læben, flot team-work. Endnu en dejlig grill-søndag at tænke tilbage på.
Skulle der nu være nogen af medlemmerne der endnu ikke har oplevet hyggen og den gode stemning ved sådan en grill-søndag – for slet ikke at tale om de lækre bøffer - så glæd dig. Vi genoptager traditionen med en månedlig grill-søndag lige så snart vi alle er samlede hernede igen efter sommeropholdet nordpå.
aa
|